Man skammer sig, ”når man ikke bliver set som sig selv, ikke bliver set i sin essens” (Sørensen 2013). Skamfølelsen kan være knyttet til noget upassende, vanærende eller latterligt, man har gjort, men årsagen til, at man rammes af skamfølelsen, er ens selvopfattelse, som er præget af et lavt selvværd.
 
Skamfølelsen manifesterer sig ofte først som kropslige fornemmelser fx kvalme, en snurrende eller prikkende fornemmelse og en følelse af, at man har vanskeligt ved at trække vejret. Måske krummer tæerne sig sammen, eller nakkehår rejser sig? Skam er en censor for, hvornår vi kommer ”udenfor måtten”. Det er individuelt, hvad der aktiverer skam. Når man mærker skam, er det imidlertid selvforståelsen og selvfølelsen, der bliver berørt.
 
Skam er både en socialiseringsfaktor, men også psykens smerte-centrum. Den ”gode skam” indebærer menneskelig samspil og fællesskab. Den ”dårlige skam” indebærer udelukkelse fra fælleskabet og optræder i mange psykiske lidelser.

Ofte bliver følelserne skyld og skam brug i flæng. Imidlertid er det to forskellige følelser.

Skyld:

  • Vedrører handling og
  • Indebærer handleimpuls
  • Gør det til en lettelse at træde frem
  • Kan sones
  • ”Den anden” er sekundær
  • Narcissime præg?

Behandling: At tage ansvar (respons ability)

Skam: 

  • Vedrører væren
  • Er handlingslammende 
  • Gør det umuligt at træde frem
  • Kan ikke sones
  • Narcissisme mangel?

Behandling: At blive set med kærlige øjne, respekt og empati

 

Skam er tæt knyttet til lavt selvværd og er en følelsesmæssig reaktion på afvisning, manglende anerkendelse, latterliggørelse, kommen til kort eller tab af anseelse. Skam er en sammensat følelse, der rummer forlegenhed, ydmygelse, krænkelse og tab af selvfølelse. Benægtet skam kan udløse overeaktioner som fx irrationel raseri og aggressivitet.
 
Det er igennem de afspejlende samspil med de vigtigste omsorgspersoner, at spædbarnet opdager en gryende selvfornemmelse. Affektiv afstemning betyder ifølge udviklingspsykologen, Daniel Stern, netop at spejle den andens (barnets følelser) og at mærke at kunne være sammen med den anden om det. Eksempler på affekstive samspil er den voksne, der trøster barnet, eller situationen hvor begejstring og glæde spontant deles mellem forældre og barn.

Barnet udvikler selvværd og empati ved at blive mødt i sine følelser og set gennem affektiv afstemning. Hvis man ikke bliver mødt følelsesmæssigt, udvikler man ikke et godt selvværd. Alle former for ikke delte/mødte følelser er derfor smertefulde.
  
Barnets nervesystem reagerer instinktivt på de nære omsorgspersoners indlevelse i barnet. Personen, som føler skam, er ikke blevet mødt af kærlige øjne, der har bekræftet denne i, at han/hun har ret til at være i verden, ret til eksistens og ret til at blive elsket. Det skamfulde menneske med lavt selvværd føler sig forkert, fordi det er blevet mødt forkert (Sørensen 2013). 
Oplevelsen af skam og forkerthed starter altså, når man føler sig mødt forkert.

Mangelfuld følelsesmæssig afstemning hos den voksne bliver til disharmoni i barnets - senere det voksne menneskes - nervesystem.