De såkaldte ”spiseforstyrrelser” er følgende:
Anoreksi
Kendetegnes ved, at personen spiser alt for lidt til at opretholde en normal vægt. Den pågældende bliver tyndere og tyndere. Faste og/eller motion bruges som kompenserende adfærd for de kalorier, der indtages. I de meget alvorlige tilfælde kan det ende med døden. Der er ikke tale om mangel på sult, men derimod om en trang til at kontrollere og modsætte sig den normale fornemmelse af sult.
Konkrete diagnostiske kriterier er:
- BMI'en er mindre end 17,5
- Undgåelse af fedende føde
- Forstyrret kropsopfattelse med følelse af at være for tyk og med frygt for fedme.
- Svækket lystfølelse (libido og potens) - tristhed
I diagnosesystemet skelnes der mellem to typer anoreksi: Den restriktive og den bulimiske. Sidstnævnte har samtidig med anoreksien bulimiske perioder, hvor man kaster op eller bruger afførrings og/eller vanddrivende midler.
Typiske personlighedstræk er: lav selvagtelse og selvværd, højt ambitionsniveau, brug for kontrol, skamfølelse, vanskeligheder ved at identificere, differentiere anerkende og handle på egne følelser og behov, identitetsproblemer, tendens til enten- eller tænkning.
Bulimi
Kendetegnes ved to ting: Dels forekommer der ofte spiseanfald – også på dansk kaldet ”ædeflip” – hvor den pågældende, som regel alene og hemmeligt for de nærmeste relationer, spiser store mængder af mad. Det er ofte usund mad, der indtages, som om den pågældende helt mister den selvkontrol over spisetrangen, som klienten med anoreksi gør alt for at opretholde. Et andet kendetegn er, at klienten med bulimi – trods det store indtag af føde – ikke tager på, fordi hun/han udviser såkaldt vægtbegrænsende adfærd. Denne adfærd er oftest: Selvfremkaldte opkastninger, indtagelse af afføringspiller eller motion. Bulimi fører sjældent til fedme, men ofte føler klienterne en pinefuld skamfuldhed over de regulære spiseanfald. Spiseforstyrrelserne kan derfor være forbundet med depression.
Overspisning
Overspisning eller som det hedder på engelsk binge eating, er den tredje spiseforstyrrelse. Som ved bulimi kan der forekomme efterfølgende vægtbegrænsende adfærd, men klienten er ikke i stand kontrollere sin spisetrang. Derfor vil der hos en person, som lider af spiseanfald, ofte forekomme vægtøgning og måske ligefrem fedme.
Man taler også om ”tvangsspisere”, fordi klienten oplever det som om, der er indre kræfter, der pludselig ”tvinger” vedkommende til at spise store mængder af mad – som om det var en tvangshandling. Personer, som overspiser, kan også blive ramt af depression. Den tiltagende vægt vil ofte være forbundet med store psykiske og fysiske problematikker. Det er en tilstand ofte forbundet med selvhad, selvforagt, lav selvtillid og selvværd, og mange oplever desværre at blive mødt af omverdenens fordomme om overvægtige.
Atypisk anoreksi/bulimi
Betegnelsen benyttes, når klienten mangler symptomer for at kunne opfylde de to hoveddiagnoser: Anoreksi og bulimi, men som iøvrigt har de øvrige kendetegn ved lidelsen. Fx anoreksi med bulimiske perioder, men uden overspisning.
Behandling
I behandlingen af spiseforstyrrelser er det nødvendig at se på tilknytningen til klientens forældre. Vores tidlige nære relation til de primære omsorgspersoner er med til at forme os og skaber, hvad man kan kalde karaktertræk eller tilpasningsmønstre, der kan gives overskrifter som fx perfektionisme, mistillid, behov for kontrol, sårbarhed, uegnet og uønsket.
Forældres fravær, overbeskyttelse, uforudsigelige adfærd, vage og eftergivende kommunikation, manglende fasthed omkring grænser og manglende evne til entydigt at udtrykke følelser kan hæmme den sunde udvikling af barnets selvfølelse.
Den lave selvfølelse er klangbunden for spiseforstyrrelsen. Uanset om man nægter at spise (anoreksi), ikke vil holde maden i sig (bulimi) eller spiser for meget, er spiseforstyrrelsen et udtryk for, at man føler, at man ikke er elsket, er god nok eller har ret til at være den, man er. Spiseforstyrrelsen afspejler personens manglende evne til at udtrykke følelser, grænser og behov. Den kan udløses af svigt fx knyttet til forældre, kærester og venner. Også relationer i de grupper, personen indgår i, kan forårsage lidelsen. Hos børn og unge kan mobning eller gruppepres således være en udløsende faktor. Mediernes fokus på sundhed og kropsidealer forstærker ofte lidelsen.
Den spiseforstyrrede hjælpes og støttes i processen med at finde tilbage til sit selv og derved bryde identifikationen med den spiseforstyrrede del af personligheden, som har taget magten. Det er en proces, som kræver stor tillid mellem klienten og psykoterapeuten. Idet identifikationen med spiseforstyrrelsen brydes, vil klienten atter kunne mærke sine følelser (tristhed, skam, tomhed, vrede, selvforagt osv.). I processen med at definere egne grænser og behov vil spiseforstyrrelsens "ansigt" ofte udfordre klienten. Nogle klienter beskriver, at de føler det som om, de er to personer. Ofte rammes unge mennesker af lidelsen, og der er et stort identitetsarbejde knyttet til spørgsmålet: Hvem er jeg, når jeg ikke er den spiseforstyrrede?
Spiseforstyrrelser er ”tingsliggørelse” af emotioner og relationer. Når ”tingen” er blevet en social og familiær realitet, fanger den opmærksomheden og skygger desværre ofte for at se den spiseforstyrrede som et helt menneske samt de bagvedliggende årsager dertil.
Spiseforstyrrelse er ikke kontrol, men ”som-om-kontrol”, en efterlignet kontrol. En illusion om kontrol. Behandling af spiseforstyrrelser kan foretages både af en psykoterapeut og psykolog. Jeg har stor erfaring med behandling af unge, som lider af spiseforstyrrelser.
(Kilde: Finn Skårderud, Stærk-svag, Hans Reitzels Forlag 2000 og Forskningsnyt fra Psykologi aug. 2010)
